Virtuelt kort
 
Leg i Waterworks

Pressemeddelelse: 9. marts 2010

Danfoss Universe åbner Sæson 2010 med et brag

Kom gratis ind til sæsonåbningen af Danfoss Universe lørdag den 27. marts 2010 – en dag, der vil være spækket med underholdende aktiviteter for hele familien. Mød blandt andre Sebastian Klein i hans sensationelle Safarishow og gå på en forrygende skattejagt med store præmier på højkant.

Det vil kunne høres, når Danfoss Universe byder velkommen til sjove og lærerige oplevelser i 2010. Oplevelsesparken på Als vil nemlig med gæsternes hjælp skyde Sæson 2010 i gang lørdag den 27. marts. Hvordan det helt præcist foregår, vil forblive en hemmelighed til den store dag, men det kan allerede nu afsløres, at der bliver udleveret gratis adgangsbilletter til parken samt ét skattekort per familie til dagens store skattejagt til de fremmødte i tidsrummet 9.00-9.50. Efter klokken 9.50 skal billetter købes til normalpris, og det er ikke længere muligt at deltage i skattejagten. Der er derfor god grund til at komme tidligt til sæsonåbningen af Danfoss Universe.

Den store skattejagt
Dagens skattejagt starter klokken 10.00, når Danfoss Universe åbner parken med et brag. Vinderne er dem, der hurtigst kommer omkring de opsatte poster og svarer rigtigt på alle spørgsmål. Der er store præmier på højkant til de tre hurtigste. Præmierne består af en oplevelsespakke til Danfoss Universe til en værdi fra 5.000 kr. til 15.000 kr. Førstepladsen vinder desuden en Nintendo Wii.
”Skattejagten giver vores gæster mulighed for at udforske parken på en anderledes måde. Det kræver, at man slipper sit indre legebarn løs, og skattejagten er således helt i tråd med de legende og lærerige oplevelser, vi faciliterer i parken”, udtaler oplevelseschef Mette Skovmand Lassen.

Overraskelser og sensationel underholdning
Til sæsonåbningen af Danfoss Universe vil der hele dagen være overraskende og sjove oplevelser for hele familien. Sebastian Klein vil underholde med et sensationelt show, der består af musikalske højdespring, cirkusartistnumre og levende dyr. Oplevelsesparken vil desuden tage gæsterne med på en rejse i kemiens verden, når et Science Show løber af stablen, og der trylles med -196 grader flydende kvælstof. Generelt gælder det for dagens aktiviteter og underholdning, at såvel store som små aktiveres og på egen krop lærer, hvordan abstrakte begreber fra naturvidenskabens forunderlige verden omstilles til konkrete, forståelige og sjove oplevelser.

”Danfoss Universe er sat i verden for at skabe nysgerrighed og forundring hos vores gæster. Det er et mål vi fortsat forfølger i 2010, og vi har glædet os utroligt meget til at kunne byde velkommen til en ny sæson, der atter byder på sjove og lærerige oplevelser for hele familien”, udtaler Michael Sølvsten, adm. direktør i Danfoss Universe. ”Det skal naturligvis fejres med et brag af en åbning”, afslutter han. Ventetiden er nu slut for dem, der har trippet for at komme af sted til oplevelsesparken på Als.

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Mette Sørensen, presseansvarlig, Danfoss Universe. Tlf.:  7488 9520 . Mail:  2927 4328 .
Dagens fulde program ses desuden herunder.


Billeder kan downloades i høj/lav opløsning fra www.danfossuniverse.com/billedarkiv

Dagsprogram – sæsonåbning af Danfoss Universe

Kl. 9.00 Forskellige aktiviteter udenfor indgangen – få blandt andet udleveret en gratis adgangsbillet og et skattekort (frem til kl. 9.50)

Kl. 9.30 Sønderborg Pipes and Drums spiller

Kl. 9.58 Åbningstale ved Michael Sølvsten, administrerende direktør i Danfoss Universe

Kl. 10.00 Danfoss Universe åbner Sæson 2010 med et brag – skattejagten går i gang

Kl. 10.05 Sønderborg Pipes and Drums spiller i parken

Kl. 11.00 Kom på en gratis guidet tur rundt i parken. Billetter bookes ved indgangen. Begrænset antal pladser.

Kl. 12.00 Deltag i workshoppen Byg din egen vandraket i Make It

Kl. 13.30 Science Show på scenen – kom på en fascinerende rejse i kemiens verden, når alskens ingredienser fra hverdagen bruges i et underholdende show

Kl. 14.15 Sebastians skøre Safarishow på scenen – tag på eventyr med Sebastian Klein, når han underholder med både musik, dyr, gøgl og sensationelle sensationer

Kl. 16.00 Trylleri med -196 grader flydende kvælstof ved indgangen

Kl. 17.00 Tak for i dag

Denne side er oprettet: 10.03.2010
Denne side er sidst opdateret: 15.03.2010

Mød os på

YouTube Facebook
Danfoss Universe | Mads Patent Vej 1 | 6430 Nordborg | 7488 9500 | info@danfossuniverse.com
skybrud.dk
Universe Fonden
Luk

Universe Fonden er en almennyttig fond, der har til formål at gennemføre forskning og forskningsbaserede udviklingstiltag inden for læring, kreativitet og innovation.

Besøg Universe Fonden
EnglishDeutsch
ForsideOm Danfoss UniversePresseKontaktNyhedsbrevSøg
Parkens oplevelserPlanlæg besøgMest for skolerKonferencer og møderBliv klog