Pressemeddelelse: 28. april 2010.
Danfoss Universe har fået fem stjerner til sin fem års fødselsdag
Efter et genbesøg i denne måned fra DTA (Danske Turistattraktioner) har Danfoss Universe netop opnået 5 stjerner, hvilket er den højeste klassifikation indenfor den nationale kvalitetsmærkeordning.
Danfoss Universe har siden sin start tilbage i 2005 været under en rivende udvikling og er i dag en attraktion i særklasse. Parken og antallet af besøgende er vokset, men det særegne – det, der giver oplevelsesparken på Als sin kant – holdes der godt fast i. Danfoss Universe ønsker nemlig fortsat at differentiere sig fra andre ved at tilbyde gæsterne en anderledes og lærerig oplevelse, når de besøger parken. Nysgerrighed og forundring er en ukuelig drivkraft. I denne sæson som løber frem til den 24. oktober 2010 er det atter muligt at boltre sig i oplevelsesparkens mere end 200 legende, lærerige og unikke attraktioner.
Det er derfor med stolthed at Danfoss Universe modtager de 5 stjerner.
”5 stjerner er hvad vi har kæmpet for. Vi har arbejdet målrettet for at skabe en oplevelse i verdensklasse. Fem stjerner lige op til parkens 5 års fødselsdag den 5. maj er en fin gave”
siger adm. direktør Michael Sølvsten, Danfoss Universe.
”DTA’s arbejde er rigtigt vigtigt idet vurderingen samlet højner niveauet i de danske turistattraktioner. Ordningen hjælper hver attraktion med at forbedre sig. Vi har i Danfoss Universe lyttet meget til vurderingen og hele organisationen har i løbet af vinteren gjort alt for at være klar til denne sæson med en oplevelse ud over det sædvanlige” fortsætter Michael Sølvsten.
DTA - Danske Turist Attraktioner er en mærkeordning, som har til formål at udvikle de bedste danske turistattraktioner via mærkning og stjerneklassificering.
For første gang i parkens historie har Danfoss Universe været i vinterhi, og den periode har oplevelsesparken udnyttet flittigt til at efterstramme alle skruer og sikre sig, at parkens attraktioner er i form til en ny sæson. I 2010 kan oplevelsesparken på Als ligeledes løfte sløret for en række nyheder.
Nyheder i sæsonen 2010
Danfoss Universe byder blandt andet velkommen til en ny Off Road Segwaybane, hvor gæsterne for alvor kan teste balancen på en bane, der er vildere og mere uforudsigelig end før. Man kan forsøge sig på krogede pukler og vildt terræn. Segway Off Road er en attraktion, der i høj grad forener kroppen og teknologi på en lærende måde.
Derudover byder oplevelsesparken inden for i professorens værksted, hvor der er mulighed for at lege med alskens pudsige og lærerige opfindelser. ”Vores nye ProfessorLab lever helt op til vores vision om at pirre gæsternes nysgerrighed ”, udtaler Michael Sølvsten, adm. direktør Danfoss Universe. ”Vi er af den klare overbevisning, at vi lærer bedst ved at bruge hovedet og kroppen i en skøn forening – læring må gerne være sjovt og overraskende”.
Oplevelsesparken på Als vil i sæson 2010 ligeledes sikre ekstra oplevelser for gæsterne ved at afholde et spændende dagsprogram med forskellig underholdning i løbet af dagen. Programmet kan blandt andet byde på mødet med
Professoren fra Danfoss Universe, et forrygende Science Show, drageflyvning eller leg med sæbebobler. Danfoss Universe slår desuden dørene op for et nyt todelt cafékoncept. Det giver gæsterne mulighed for at nyde et varieret udbud af velsmagende mad i et nyindrettet serveringsområde eller fra et TO GO udvalg, som kan nydes i parkens mange picnicområder.
I 2010 vil Danfoss Universe fortsat have stort fokus på serviceniveauet i parken. ”Vi tror på, at vi har fundet recepten på den gode oplevelse ved netop at holde fast i det, der gør os anderledes. Nysgerrighed og forundring er en helt essentiel drivkraft for parken. Et højt serviceniveau kombineret med lærende oplevelser, der sætter naturvidenskaben i sjove rammer, skaber en unik attraktion”, afslutter Michael Sølvsten.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Mette Sørensen, presseansvarlig, Danfoss Universe. Tlf.: 74889520. Mobil: 29274328 .
DTA, Danske Turistattraktioner, www.turistattraktion.dk