Jens Hansen har en bondegård, og på den gård har han høns og geder.
Men Jens Hansens dyr skal ikke spises. De er højt specialiserede produktionsenheder, resultatet af mange års videnskabeligt arbejde og særdeles kostbare.
Det er ikke til at se det. De opfører sig, som dyr altid har gjort, men faktisk er de omvandrende fabrikker til produktion af proteiner og enzymer, der er så komplekse, at de ikke kan fremstilles med traditionel kemi.
Dyrene er gensplejsede, så deres celler sammensætter og udskiller de komplekse molekyler. De kostbare stoffer kan derefter udvindes af hønsenes æg eller gedernes mælk - de skal bruges som ingredienser i det væld af nye medicinske behandlinger, der er udviklet siden forståelsen af generne for alvor tog fart.
For Jens Hansen har det været et skift til en helt anden form for landbrug. Det handler ikke længere om at producere store mængder af billige afgrøder. Nu gælder det om at levere et højt specialiseret produkt i en fuldstændig troværdig kvalitet. På Jens Hansens gård er den samlede produktion af proteiner på under 20 kilo om året - på andre gårde er det mindre endda. Ikke desto mindre er økonomien på gården bedre end nogensinde.
Jens Hansens bror, Allan, har også en bondegård. Han producerer kød - eller rettere: noget, der ligner kød. Som ung var Allan sikker på, at han ville være landmand ligesom faderen, men han kunne ikke finde sig til rette med det elendige ry, landbruget efterhånden havde fået - ikke mindst svineproducenter som hans far. Forureningen af vandet, lugten og de konstante skandaler omkring dyrevelfærd, medicinering og så videre - det var ikke dén slags landmand, Allan ville være.
Kunstkød er en succes. I årene omkring 2015 begyndte forskerne for alvor at få styr på at dyrke væv til brug inden for medicinsk behandling. Ud fra nogle få celler kunne man skabe cellekulturer til hud, brusk, hinder og efterhånden hele organer som lever eller nyrer. Ved at bruge celler fra den patient, der skulle have det dyrkede væv ind-opereret, kunne man endda sikre sig, at de dyrkede celler passede fuldstændigt, så man undgik, at patientens immunforsvar gik til angreb på det fremmede væv.
Da først sundhedsmyndighederne havde godkendt den type behandlinger, var det oplagt at overføre teknikken til at dyrke væv, der kunne bruges til fødevarer. Og dermed begyndte en omvæltning inden for madlavning, der er så dybtgående som dengang kartofler, tomater og majs først blev bragt til Europa fra det nyopdagede Amerika.
Langt det meste kød, der spises i dag, er kunstkød. Når det alligevel ikke er lykkedes at producere noget, der tilnærmelsesvist minder om en god gammeldags bøf, skyldes det, at forskerne stadig har svært ved at dyrke store mængder sammenhængende muskelvæv. Det er ikke rigtigt lykkedes at få blodkarrene til at vokse frem på en måde, der kan anvendes til billig storproduktion.
I masser af traditionelle retter - frikadeller, kødsovs, hamburgere, pølser - er det imidlertid ikke noget problem at nøjes med små klumper af fibre. Især i billige og færdigproducerede retter kan kun de færreste forbrugere reelt smage forskel på kunstkød og ægte kød - og meget få er villige til at betale prisforskellen.
Hvad fisk angår, er kunstkød jo stort set den eneste mulighed i det daglige. Der er stadig over 15 år, til de første kvoter frigives efter det globale stop for industrifiskeri, der blev indført 2022. Havbiologerne er endnu tvivlende over for, hvilke fiskebestande der til den tid vil være tilstrækkeligt gendannede til, at man igen kan tillade storstilet fiskeri.