»Kom nu, der er ikke noget at være bange for, det gør altså ikke ondt eller noget.« Det var første gang, Anders prøvede at tage scannernettet på. »Du skal bare sidde stille, lukke øjnene og slappe af.«
Laura hjalp ham nettet på. Det lignede en lidt kraftig badehætte. Derefter tændte hun forbindelsen til de elektroder, de begge havde haft indsat i nakken og overarmene det sidste halve år.
»Så, begynder du at kunne mærke noget?« spurgte hun. Anders tog en dyb indånding og lænede sig tilbage i stolen. Der var faktisk noget, en begyndende flimren for øjnene, lidt som hvis man var kommet til at kigge ind i en skarp lampe. I løbet af et lille minuts tid begyndte han at kunne skelne former og utydelige mønstre i forskellige farver. Samtidig begyndte han så småt at kunne fornemme enkelte, lidt uklare stik af følelser - det mindede ham om lyden, når man drejede rundt mellem kanalerne på en radio.
»Slap af, jeg kan mærke, at du spænder.« Han åndede dybt ud igen og holdt øjnene fast lukket i. Mønsteret af de lysende prikker blev klarere, det begyndte at ligne et meget grovkornet display.
Han kunne så småt skelne en person i en stol - han vidste, det var ham selv, set med Lauras øjne. Han vinkede og den utydelige figur inde i hans hoved vinkede også. Laura grinede, og Anders kunne samtidig mærke en pudsig, boblende følelse af glæde. Ikke alene modtog han signalerne fra Laura øjne, han blev også påvirket af det humør og de reaktioner, Laura havde over for situationen.
Wow! Anders følte det, som om han stod på tærsklen til en fuldstændigt forandret måde at forstå verden på - og Laura, vidste han, havde det på samme måde.
Anders og Laura var under uddannelse som operatører. Efter endt eksamen ville de kunne fjernbetjene de fleste typer robotter via teletilstedeværelse. De ville med andre ord kunne betjene robotter langt borte via internettet, hvad enten det var gigantiske kraner på byggepladser, robotter til udforskning af farlige miljøer eller til at flytte omkring på enkelte molekyler i nanoskala. Betjeningen var grundlæggende den samme, selv om de operationer, de udførte, foregik i vidt forskellig størrelsesorden vidt forskellige steder på kloden. Hvor robotten reelt befandt sig, var i princippet ligegyldigt. Faktisk var der i mange tilfælde ikke engang tale om at styre en virkelig, fysisk maskine. Ofte styrede operatøren i stedet virtuelle maskiner rundt i computer-grafiske universer.
I alle tilfælde gjaldt det om at koble sig så direkte som muligt på systemet. Ofte var manøvrerne utroligt komplekse og krævede stor præcision, i nogle tilfælde var det kritisk, at operatøren kunne reagere ekstremt hurtigt. Og derfor havde teknologien udviklet sig fra at bruge et joystick foran en skærm, til at operatørens nervesystem nu i stigende grad var forbundet direkte til computeren.
Den seneste version af scannernettet havde føjet en ny vigtig dimension til. Nettet var både i stand til at foretage en ganske detaljeret scanning af hjernens funktioner og til i grove træk at overføre sanseindtryk og reaktioner mellem flere operatører, der koblede sig sammen - sådan som Anders og Laura netop havde prøvet.
Det gjorde det muligt at samarbejde på en langt mere præcis måde - ikke mindst blev det muligt at kombinere en dygtig operatørs evne til at styre med en eksperts viden om de omgivelser, der skulle opereres i.
En læge kunne så at sige »rejse med« og udstikke kursen, medens operatøren styrede en lille bitte kirurgisk robot rundt i patientens blodårer. Eller en geolog kunne tage bestik af forholdene undervejs, mens operatøren styrede en gravemaskine rundt i dybe miner.
Kortlægningen af hjernen
Instruktøren på Anders og Lauras kursus havde altid stor morskab ud af, at vise sine elever gamle billeder af de første hjernescannere. Tilbage i 1990'erne var det enorme maskiner, som man rullede patienten ind i, og som krævede, at man lå helt stille under klaustrofobiske forhold. Princippet bag teknologien var imidlertid stort set det samme allerede dengang, nemlig at måle blodgennemstrømningen i hjernen. Røde blodlegemer indeholder jern, og ved at bruge en ekstremt kraftig magnet kan man måle, hvordan aktiviteten skifter i de forskellige områder af hjernen, alt efter hvad man tænker på. Hvis én del af hjernen bliver brugt mere, vil den lyse op på billederne fra scanningen, fordi der flyder mere blod derhen for at føre energi til processen.
Gradvist, gennem titusinder af scanninger, kortlagde forskerne hvordan hjernens enkelte områder reagerer på forskellige påvirkninger og opgaver, og selv nu efter flere årtier fortsætter arbejdet med at skabe et stadig mere detaljeret og velunderbygget kort over hjernens funktioner.
Som så meget andet inden for biologien har det vist sig at være ekstremt komplekst. Til hver slags tanke er der ikke ét enkelt område, som aktiveres. Der er mange dele af hjernen i sving hele tiden, så det er samspillet mellem dem, man må forstå.
I de senere år har præcisionen og pålideligheden af scanninger nået et niveau, hvor teknologien giver et meget anvendeligt kig ind i, hvad der foregår i en persons hjerne.
Når man i dag kan tage et scannernet på hovedet, der har en højere præcision, end et flere tons tungt apparat havde for nogle årtier siden, er det et godt eksempel på, hvor dramatisk materialeteknologien har ændret de genstande, vi bruger. Scannernettet er et ultratæt væv af mikroskopiske tråde. Materialet er designet fra molekyleniveau til ikke alene at være superledende, men også utroligt slidstærkt.