Solintensitet er et udtryk for effekten af solens indstråling på måletidspunktet det givne sted på Jorden.
Der er stor forskel i solintensiteten afhængig af årstid og hvor på Jorden, man befinder sig.
Solintensiteten vil altid være størst de steder, hvor solstrålerne rammer vinkelret (og uhindret) på jordoverfladen.
Meget af lysenergien fra solen når dog aldrig jordoverfladen, fordi en del (ca. 30%) af sollyset reflekteres tilbage til rummet på vejen ned gennem atmosfæren.
Solintensiteten måles normalt med pyranometer eller en bredbåndssensor, men man kan få et troværdigt udtryk for solintensiteten ved at bruge en solcelle og et multimeter, som Katja og Thorsten viste i filmen.
På Vædderen er der 4 pyranometre, der på hele Galathea 3 Ekspeditionen måler solintensiteten.
Data fra disse målinger og beskrivelse af forskellige typer af pyranometre kan findes her.
Når solens stråler rammer en solcelle produceres en spænding i solcellen, fordi der slås elektroner fra det øverste lag (n-laget) i solcellen til det nederste lag (p-laget).
Spænding måles som bekendt i volt (V).
Elektronerne kan ikke ”springe” tilbage til øverste lag, og de vil derfor bevæge sig som en strøm gennem ledningerne (og fx multimetret) tilbage til det øverste lag. Strøm måles som bekendt i ampere (A).
Når man kender spændingsforskellen og strømstyrken i et kredsløb, kan man udregne effekten i kredsløbet: Spænding (V) * Strøm (A) = Effekt (watt).
Når man som Katja og Thorsten skal finde solintensiteten ved hjælp af en solcelle, skal man derfor måle både spænding og strøm. Derefter gange disse tal med hinanden – så har man effekten målt i watt.
Med dette forsøg måler man den afleverede effekt, altså den effekt som solcellen afleverer i form af strøm. Denne effekt er mindre end den indstrålede effekt.
Derfor bliver forsøgsresultatet mindre end det rigtige tal for solintensiteten.
Med et pyranometer har man ikke denne fejlkilde.