Melissa er 27 år og har en bachelor i sproglig og kulturel formidling fra Syddansk Universitet i Sønderborg. Hun begyndte sin karriere i Danfoss Universe som Aktivitetspilot – den funktion som hjælper gæsterne i parken.
- Jeg startede, da der kun var en måned til parkens åbning i maj 2005, og det var egentlig en lidt sjov og mærkelig tid. Der var for eksempel slet ikke noget græs, og alting så ret ufærdigt ud, fortæller Melissa.
Mange positive oplevelser med de besøgende
- Jeg synes, det var en stor og utrolig spændende udfordring, at skulle møde så mange nye mennesker hver dag i arbejdet som pilot, fortæller Melissa og fortsætter:
- Det bedste ved jobbet som pilot er, at man får så mange positive oplevelser med børn i parken. Man hjælper børnene til at forstå naturvidenskaben ud fra deres perspektiv og ved hjælp af leg, spørgsmål og fortællinger som inddrager hele kroppen. Det er sjovt og udfordrende.
Et socialt fællesskab med kollegerne
Melissa fremhæver også det sociale som en væsentlig del af jobbet.
– Vi havde et rigtig godt team. Det var ikke noget med, at vi bare gik til og fra arbejde. Vi havde et fællesskab og mødtes også uden for arbejdstid.
Fra pilot til marketingkoordinator
Melissa har udviklet sig meget siden sin første arbejdsdag. Både fagligt og personligt. Efter flere forskellige jobs, hvor hun blandt andet var personlig assistent for parkdirektøren, sidder Melissa i dag i en stilling som marketingkoordinator. Sammen med resten af marketingteamet koordinerer hun PR og marketingindsatsen i Tyskland.
– Danfoss Universe er en organisation, der forandrer sig hele tiden. Og hvis du viser, hvad du kan og gør en indsats, så bliver det anerkendt og værdsat. Det synes, jeg siger meget om en arbejdsplads.