Pressemeddelelse: 1. februar 2008
Vinterferie i Danfoss Universe
Besøg oplevelsesparken Danfoss Universe i vinterferien og få en masse sjove oplevelser. Skab din egen animationsfilm eller besøg parkens nye værksted, hvor du kan trylle med sjove farver og former.
Animationsworkshop
Danfoss Universe inviterer i vinterferien børn og unge til at deltage i en spændende animationsworkshop, hvor man både kan tegne, modellere og bruge computeren til at skabe sin helt egen animationsfilm.
I den åbne workshop vil en professionel animator fra Animationsskolen komme og undervise i hvordan man laver sin egen film. Her vil man kunne arbejde med historieopbygning og fx lære, hvordan man gør tegninger levende og giver liv og personlighed til sine karakterer og figurer. Der bruges en forholdsvis simpel teknik i den åbne workshop, hvor der ikke er langt fra ide til produkt, da alt i animationen skabes af børnene selv.
I løbet af workshoppen vil børnenes film blive vist på storskærm, ligesom forskellige professionelle film vil blive vist på de store vægge i parkens udstillingshus Cumulus. Man kan desuden få sin film lagt på www.danfossuniverse.com eller få den med hjem på cd-rom.
”Børn og unge er meget fascineret af medier og tilbringer timevis foran computer- og Tv-skærmen. Det er her de henter deres viden, deres underholdning og deres identitet. I denne workshop bliver børnene aktive skabere og spiller en aktiv rolle i deres egen underholdning”, siger eventkoordinator Tina Müller, der står for workshoppen i Danfoss Universe.
Den åbne animationsworkshop foregår den 12. til 15. feb. kl. 11-17 samt den 19. til 20. feb. kl. 11-17 i parkens nye udstillingshus Cumulus. Workshoppen henvender sig til børn fra ca. 8 år, men alle er velkomne. Man kan deltage både et par timer eller flere dage. Tilmelding ikke nødvendig.
Animationsskolen er Danmarks førende på animationsområdet, og har siden 1988 uddannet animatorer til både ind og udland.
Nyindrettet værksted
Foruden animationsworkshoppen kan man i vinterferien besøge oplevelsesparkens nyindrettede værksted, MAKE it, placeret midt i parken, hvor børn og voksne kan lege med sjove farver og former. Her kan man forsøge sig med værktøjer man ikke har adgang til derhjemme og fremover få mulighed for et kig ind i produktionsteknologi, programmering og animation. Værkstedet slår dørene op i vinterferien og vil have åbent året rundt i weekender og ferier.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Stine Honoré, kommunikationskoordinator på sth@danfossuniverse.com eller 51 52 49 44.