Hvorfor føles vådt hår så koldt?
Et koldt hoved på grund af vådt hår, en våd avis der holder en flaske saftevand kold på en sommerdag: Begge dele er køling ved fordampning.
Du ved, at når du opvarmer vand, til det koger, vil vandet ændre sig fra flydende form til at blive luftformigt. Det kaldes "fordampning". Faktisk fordamper noget af vandet hele tiden, men jo varmere vandet bliver, jo mere vil der for-dampe af det.
Fordampningen sker, fordi molekylerne i væsken opsuger varme som energi, og det får dem til at bevæge sig hurtigere. Hvis de har tilstrækkeligt med energi, vil de begynde at flyve væk som damp. Når noget fordamper fjernes der altså energi, og det kan føles som en afkøling af den overflade, som væsken fordamper fra. Senere, når dampen fortætter og bliver til væske, bliver varmen afgivet igen.
Denne simple afkølingseffekt bruges af din egen krop: Når du sveder, køler det dig ned, fordi sveden fordamper.