ParkLæringErhvervEn verden af videnPlanlæg dit besøgÅrskort

Hvordan virker en Segway?

En Segway er en tohjulet, elektrisk drevet vogn, hvor hjulene står side om side.

Mellem hjulene er der en passagerplatform, som man står på med hjulene til højre og venstre for sig.

Foran på platformen er der monteret en T-formet styrestang, som kan hældes til begge sider. Den holder man fast i.

Når der står en passager på platformen og vognen er i drift, holder den sig selv i balance, og man kan køre med den på en meget naturlig og intuitiv måde.

Vognen virker meget levende.

Balance

Man kan sammenligne en Segways funktion med, at man står og balancerer en lodretstående pind på sin hånd. Når pinden er ved at vælte i en bestemt retning, flytter man hånden i samme retning for at genoprette balancen.

Inde i vognen sidder der fem gyroskoper. De holder styr på, hvad der er op og ned, højre og venstre, og hvordan underlaget hælder. Gyroskoperne er koblet til et elektronisk styresystem for vognens hjul. Styresystemet sørger for, at hjulene kører frem og tilbage.

Gyroskoperne måler løbende, i hvad retning vognen er ved at vælte, og styrer hjulene derefter. Er den ved at vælte bagover, så kører hjulene lidt baglæns for at genoprette balancen. Tipper den forover, så kører hjulene lidt fremad.

Balanceprincippet udnyttes til at styre vognen. Læner man sig forover, så tvinger man dermed hjulene til at køre fremad – Segwayen forsøger at genoprette balancen. Læner man sig bagover, så kører den baglæns af samme grund.

Svingning

Et højresving kører man ved at læne sig til højre med styrestangen.

Styrestangens ophæng har nogen sensorer, der måler hvor meget stangen hælder til højre i forhold til passagerplatformen.

Sensorerne sørger så for, at venstre hjul kører hurtigere end højre hjul. Det giver et højresving. Venstresving køres på samme måde.

Styresystemet er så smart indrettet, at man kan køre en pirouette på stedet.

Hældende underlag

Gyroskoperne er også blandet ind i højre- og venstresving. De kompenserer for underlagets hældning til siden.

Tag som eksempel, at man kører på tværs af en skråning, der hælder til højre. Man står ganske naturligt, med styrestangen ret op og ned i forhold til tyngdekraften, og det gør, at styrestangen hælder til venstre i forhold til passagerplatformen.

Hvis ikke gyroskoperne var der, ville det give et venstresving, og det ville gøre vognen næsten umulig at styre på en hældning.

Heldigvis kan gyroskoperne ud fra platformens beliggenhed måle sig frem til, hvor meget underlaget hælder, og kompensere for det i styringen.

Styrestangens hældning siger ”drej til venstre”, men gyroskoperne siger ”nej, det er underlaget, der hælder, kør ligeud”.

Det kræver stadig lidt tilvænning at køre hen ad en skråning, men det virker naturligt på grund af denne kompensering for hældningen.

 
Model X2SPEC

Når du står på platformen og vognen er i drift, holder den sig selv i balance, og man kan køre med den på en meget naturlig og intuitiv måde.


Denne side er oprettet: 09.05.2008
Denne side er sidst opdateret: 09.05.2008
Skybrud.dk a/s