500 unge fra hele verden samles fra den 8. til den 11. august 2009 til stor international klimakonference i Sønderborg
De 500 deltagere mellem 14 og 18 år skal på klimakonferencen drøfte klimaspørgsmål, som trænger sig på i deres hverdag. De kommer fra vidt forskellige dele af verden, og medbringer hver deres rygsæk med problemer og mulige løsninger på klimaudfordringerne.
Ideer til konkret handling
Deltagerne skal i løbet af de tre dage, konferencen varer, drøfte bekymringer, problemer, fakta og mulige løsninger på de globale klimaforandringer. Internationale forskere og eksperter indenfor området vil facilitere konferencen og stå til rådighed med deres viden. Ambitionen er, at ideerne skal omsættes til konkret handling og samtidig fremlægges på FN´s klimatopmøde, som afholdes i København i november 2009.
Vigtigt at de unge er med til at løse problemerne
Det er de unge, der er fremtidens beslutningstagere, og dem der overtager ansvaret for Jordens eksistens. De er derfor en vigtig del af løsningen på Jordens klimaproblemer.
” Klimakonferencen skaber en nødvendig ramme, hvor de unge kan mødes, diskutere og komme med eventuelle løsninger på klimaproblemet”, fortæller Sanne Feldt-Rasmussen, projektleder på Bright Green Youth.
Bright Green Youth er et samarbejde mellem indtil videre: Danfoss Universe, Project Zero, Sønderborg Kommune, Region Syddanmark, Center for erhvervsudvikling og Ferieregion Sønderborg.