ParkLæringErhvervEn verden af videnPlanlæg dit besøgÅrskort

Seks millioner fra Egmont Fonden til projekt om fremtidens undervisningsfacilitet

Pressemeddelelse: 11. januar 2007

Med seks millioner kroner i støtte fra Egmont Fonden er udviklingsprojektet Fremtidens Undervisningsfacilitet under Danfoss Universe Fonden sikret fuld finansiering. Den øvrige finansiering kommer fra Undervisningsministeriet og Sønderborg Kommune og skal bruges til at forske i, hvordan man i fremtiden leger og lærer bedst.

Hvordan leger og lærer man bedst? Hvordan kan digital teknologi være gavnlig i den proces? Og hvordan ser fremtidens klasselokale og undervisningsforhold egentlig ud?

Det er nogle af de spørgsmål et storstilet udviklings- og forskningsprojekt med base i oplevelsesparken Danfoss Universe skal svare på. Og projektet, der har fået navnet Fremtidens Undervisningsfacilitet, er netop blevet sikret endelig finansiering for de kommende to år med tilsagn om seks millioner kroner i støtte fra Egmont Fonden. Der er afsat 11 millioner til projektet. De øvrige fem millioner kommer fra Undervisningsministeriet, der har støttet med tre millioner kroner, fra Sønderborg Kommune - et tilsagn som rækker mere end et år tilbage - og Danfoss Universe, der støtter med hver en million kroner.

Egmont Fondens almennyttige virksomhed arbejder på at skabe varige forbedringer for børn og unge inden for det sociale og sundhedsmæssige område samt inden for uddannelse, fritid og kultur. Derfor påpeger fonden, at Fremtidens Undervisningsfacilitet passer perfekt sammen med fondens støtteregler, idet det når meget bredt ud.

"Fremtidens Undervisningsfacilitet er et projekt, der udfordrer og begejstrer. Projektet har en åben tilgang til læringsmiljøer og viser vilje til vidensdeling på tværs af traditionelle niveauer og netværk. Det emmer af forbindelse mellem en stærk innovationstradition og et netværk, der rækker ind i internationale forskningsmiljøer," påpeger Margrethe Ahlefeldt-Laurvig-Bille, direktør for Egmont Fonden.

Danfoss Universes betydelige netværk af internationale forskere er med i projektet. Det gælder bl.a. professor Howard Gardner, Harvard University i Boston, professor Svein Sjøberg, Oslo Universitet, forsker Hans Henrik Knoop fra Danmarks Pædagogiske Universitet samt professor Kaj Grønbæk, Aarhus Universitet. Derudover er mange lærere, eksperter og skoleelever med i projektet, der også har inddraget forskere fra England og Italien.
Og baseret på den viden, der indsamles over de kommende to år, opføres et eksempel på den mest befordrende fysiske ramme - et lokale eller en bygning - om undervisning i fremtiden. Den bygning bliver en del af Danfoss Universe, hvis formål er at skabe begejstring for og viden om naturvidenskab og teknologi.

"Det er en meget stor anerkendelse af projektet at få støtte af Egmont Fonden. Det er en påskønnelse af vores virke for at bygge bro mellem forskning og "virkeligheden" samt af vores indsats for at bringe "det formelle læringsmiljø" (bl.a. skolerne) tættere på "det uformelle læringsmiljø" (bl.a. science centre, museer og oplevelsesparker)," siger Charlotte Sahl-Madsen, adm. direktør, Danfoss Universe.

 "Vi ser det også som en erkendelse af, at vi virkelig skal blive dygtige i Danmark til at tænke nye læringsformer og miljøer. Der er i dag nem adgang til mange forskningsresultater inden for "leg og læring", men det kniber med at omsætte resultaterne til konkrete undervisningssituationer. Vi har alle brug for bedre indsigt i, hvilke fysiske omgivelser, der bedst befordrer læring. Fremtidens Undervisningsfacilitet vil gøre os alle klogere - også skoleledere, lærere, elever, politikere og forældre," tilføjer Charlotte Sahl-Madsen.

 Universe Fonden er stiftet af Danfoss Universe A/S og har til formål at arbejde med læring, læringsprocesser og fremtidens undervisningsformer og undervisningsfaciliteter. Fonden arbejder uafhængigt af parkdriften. I bestyrelsen sidder professor Howard Gardner fra Harvard University i USA, professor Svein Sjøberg fra Oslo Universitet samt forskningschef Charlotte Rønhof fra Dansk Industri. Formand for Universe Fonden er Anette Clausen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Ole Sønnichsen, kommunikationschef, Danfoss Universe. T: 7488 9533. M: 2041 8410.
Charlotte Sahl-Madsen, adm. direktør, Danfoss Universe. M: 2443 5049

 

Denne side er oprettet: 27.04.2007
Denne side er sidst opdateret: 30.04.2007
Skybrud.dk a/s