Pressemeddelelse: 25. maj 2007
Danfoss Universe vinder ny oplevelsespris
I konkurrence med Holmegaard Glasværk, Skallerup Klit Feriecenter, Vipp og Læsø Saltsyderi vandt oplevelsesparken Danfoss Universe Liljeprisen 07, der uddeles af Dansk Oplevelsesøkonomi. Parken får prisen for sit arbejde med at gøre naturvidenskab mere spændende og forståeligt.
Naturvidenskab formidlet og fortalt på en anderledes og attraktiv måde, der tiltrækker folk som ellers ikke ville interessere sig for emnet.
Det var nogle af ordene, da den naturvidenskabelige oplevelsespark Danfoss Universe fredag blev tildelt Liljeprisen 07 - Europas første pris for oplevelsesøkonomi. Prisen blev uddelt i forbindelse med OPDAG 07 - oplevelsesøkonomiens dag.
Prisen er stiftet af den internationalt anerkendte fremtidsforsker Rolf Jensen og Dansk Oplevelsesøkonomi. Dommerkomitéen er Dansk Oplevelsesøkonomis advisory board: VisitDenmark, PricewaterhouseCoopers, Sanistål, Copenhagen Business School og Erhvervsbladet.
Danfoss Universe blev tidligere på året også tildelt VTO-prisen fra Videncentret for Turisme og Oplevelsesindustri, der er et nationalt center for innovation og udvikling inden for turisterhvervet og oplevelsesindustrien. Og i 2006 fik oplevelsesparken Magisterforeningens forskningspris i oplevelsesøkonomi.
"Danfoss Universe har siden åbningen i 2005 bevidst arbejdet med oplevelsesøkonomiens elementer for at kunne skabe en unik attraktion ved at kombinere autenciteten og arven fra Danfoss med både det sjove og det lærende. Det har givet os en anderledes historiefortælling og nogle helt særlige redskaber, som vi nu også bruger til at arbejde med innovation og kreativitet i forhold til erhvervslivet. Derfor er det naturligvis et stort skulderklap at få Liljeprisen 07 som en anerkendelse for vores arbejde," siger adm. direktør Charlotte Sahl-Madsen, Danfoss Universe.
Liljeprisen 07 består af et kunstværk.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Charlotte Sahl-Madsen, adm. direktør, Danfoss Universe. T: 2443 5049
Ole Sønnichsen, kommunikationschef, Danfoss Universe. T: 7488 9533. M: 2041 8410.
E: ols@danfossuniverse.com.