ParkLæringErhvervEn verden af videnPlanlæg dit besøgÅrskort

Spektakulære bygninger

Pressemeddelelse 05.04.2006

Danfoss Universe opfører spektakulære nybygninger til 40 millioner kroner

Sammen med europæiske forskere og videnskabsfolk har Danfoss Universe skabt en bygning, der med moderne teknologi og multimedieværktøjer sætter ny fokus på parkens ambitioner om at introducere nye måder at lære på. Alene arkitekturen vil vække international opsigt.

Blot et år efter åbningen løfter Danmarks nye naturvidenskabelige oplevelsespark, Danfoss Universe, sløret for et udvidelsesprojekt til 40 mio. kr. Det skal samtidig styrke parken som en attraktion, der har helårsåbent.

Danfoss Universe etablerer nemlig en 1.000 kvadratmeter stor og spektakulær bygning med en helt ny tilgang til læring og viden. Bygningen skal huse skiftende udstillinger og mødefaciliteter, hvor den allernyeste teknologi og de mest moderne multimedieværktøjer forenes med Danfoss Universes ambitiøse og innovative læringsprocesser. I bygningen skal man således ikke bare opleve og lære, men være en del af oplevelsen, så man får læringen ind ved selv at deltage.

"Danfoss Universe var i første omgang tænkt åbent i sommerhalvåret. Interessen for parken har imidlertid vist sig så overvældende også i vintermånederne, at vi nu realiserer ambitionen om at blive en helårspark," siger administrerende direktør i Danfoss Universe, Charlotte Sahl-Madsen.

"Ambitionsniveauet er meget højt. Vi vil skabe noget unikt for vore gæster, når vi taler om formidling af naturvidenskab. Det gælder såvel børnefamilier og skoleklasser som de stadigt flere erhvervsfolk, der benytter parkens tilbud om innovations workshops" tilføjer direktøren.

Penge fra Bitten og Mads Clausens Fond
Det er da også visionen om at gøre Danfoss Universe til en helårspark, der har fået Bitten og Mads Clausens Fond til at donere 30 mio. kr. til nybyggeriet, mindre end et år efter at samme fond finansierede opførelsen af Danmarks nye naturvidenskabelige oplevelsespark Danfoss Universe til 135 mio. kr.

Danfoss Universe har gennem det seneste halve år skannet verden for at finde udstillingscentre i lighed med det projekt, parken nu vil realisere - men uden held. Derfor har parken i stedet skabt bygningen med stor inspiration fra internationalt anerkendte forskere som intelligenseksperten Howard Gardner, Harvard University, professor Svein Sjøberg, Oslo Universitet, og den danske læringsforsker Hans Henrik Knoop samt eksperter fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet.

Anerkendt tysk arkitekt slår stregerne
Også arkitekturen i den nye udstillingsbygning bliver nytænkende og radikalt anderledes, end noget man hidtil har set i Danmark. Det konceptuelle og den kunstneriske udformning er lagt i hænderne på den internationalt anerkendte, tyske arkitekt Jürgen Mayer H., Berlin, med det danske arkitektfirma Hallen & Nordby som udførende arkitekt. Desuden er Carl Bro Gruppen og MT Højgaard involveret i udviklingen og opførelsen af nybyggeriet, ligesom de var i etableringen af parken. Jürgen Mayer H. har lavet en række opsigtsvækkende byggerier i både Tyskland og Spanien.

"Mayer skaber de overordnede linier i vores bygnings arkitektur, men indgår samtidig i en løbende dialog med os og de øvrige involverede med henblik på i fællesskab at nå den optimale løsning. Ambitionen for udstillingsbygningen arkitektur er at udvikle et kreativitets- og innovationsfremmende miljø, der aldrig er set før," forklarer Charlotte Sahl-Madsen.

Bygningen vil huse skiftende temaudstillinger, der i årene fremover vil åbne i oktober som optakt til vintersæsonen i parken. Udover udstillingerne vil bygningen blandt andet rumme et auditorium til afholdelse af internationale masterclasses, koncerter og andre events. Ifølge planen er bygningen klar i foråret 2007 - og samtidig åbner en mindre bygning i samme stil. Den skal huse en ny og anderledes cafe i parken. Bygningen er estimeret til ca. 10 mio. kr.

Yderligere information:
Charlotte Sahl-Madsen, administrerende direktør. T: 7488 9500 | M: 2443 5049
Mette Sørensen, pressechef. T: 7488 9520 | M: 2927 4328

 

Denne side er oprettet: 03.06.2007
Denne side er sidst opdateret: 03.06.2007
Skybrud.dk a/s