ParkLæringErhvervEn verden af videnPlanlæg dit besøgÅrskort

Fra øldåse til varmemotor

Mød en passioneret Kjeld Opfinder der laver motorer af alskens hverdagsting

Søndag d. 25. september kl. 12-15.
Klogekassen, Danfoss Universe

Man tømmer f.eks. en øldåse, spiser sig igennem en dåse med cocktailpølser, hiver en gammel grammofonplade ud af reolen og henter lidt fiskesnøre i kælderen. Og så har man en motor!

Øhhh, hvad..?

Ja, man undrer sig. Men ikke desto mindre er det de ingredienser, der ifølge Kjeld Højfeldt skal til for at lave en motor. Nærmere bestemt en Stirling motor. Danfoss Universe har søndag 25. september inviteret Kjeld Højfeldt indenfor i Klogekassen til at fortælle om og demonstrere motor-mysteriet. Et mysterium hvor varme bliver til bevægelse.

Stirling motorerne er opkaldt efter den skotske præst Robert Stirling (1790-1878), der udover at være klog på græske og latinske verber og gudfrygtige ord var en nysgerrig opfinder. Den teologiske Georg Gearløs opfandt motoren i 1816 og fik den patenteret samme år.

Siden har Stirling motorer været anvendt i mange forskellige sammenhænge, blandt andet i noget så nymodens som ubåde og solenergianlæg.

Den nu pensionerede statsautoriserede revisor, Kjeld Højfeldt har selv i mange år været en passioneret pilfinger med hang til teknik. For et par år siden kastede han sin interesse på Stirling motorer, og siden har han eksperimenteret med at bygge dem i forskellige udgaver. Flere af dem vil gæsterne få lejlighed til at se i funktion ved eventen i Klogekassen - blandt andre en motor, der kører på noget så u-motoragtigt som isterninger!

Man behøver i øvrigt ikke at være ingeniør for at bygge sig en Stirling motor; faktisk kan man selv flikke én sammen hjemme ved køkkenbordet eller i børneværelset. Kjeld Højfeldt giver gode tips om hvordan.

Pressen er velkommen til at kontakte Kjeld Højfeldt på telefon 4342 3711

Yderligere oplysninger:
Mette Sørensen, Head of Marketing & PR, 74889520 eller mes@danfossuniverse.com

 

Denne side er oprettet: 04.06.2007
Denne side er sidst opdateret: 04.06.2007
Skybrud.dk a/s