ParkLæringErhvervEn verden af videnPlanlæg dit besøgÅrskort

Parkbeskrivelse

Danfoss Universe er Danmarks første science- og oplevelsespark, beliggende ved Danfoss hovedsæde i Nordborg på Als.Danfoss Universe er en 4HA stor park der rummer over 150 aktiviteter for børn, nysgerrige pilfingre og barnlige sjæle. Alle 150 aktiviteter er udviklet udfra en fælles målsætning; at give børn lærdom imens de har det sjovt.

Parken er bygget op omkring det islandske indslag i verdensudstillingen EXPO 2000 i Hannover, den blå Kubus. Den 23 meter høje blå kubus er placeret ved den kunstige sø Eureke-søen. Kubens centrale blikfang er en gejser, der skyder til vejrs en gang i minuttet, mens vandet risler ned ad dens ydervægge. Indeni kuben kommer de besøgende i direkte kontakt med naturkræfterne.

I hver af kubens tre etager mødes man af jordens naturkræfter, og oplever dens katastrofale trusler og fantastiske skønhed.

Parken er opdelt i 3 hovedelementer: den udendørs park med de over 100 aktiviteter, Mads Clausens Museum og det indendørs Explorama.

Den udendørs park med de over 100 aktiviteter er skabt udfra grundideen, at selv komplicerede sammenhænge begribes gennem leg og sjove eksperimenter. Færdige svar og resultater erstattes af egen oplevelse og erfaring samt mod på at opdage og opfinde.

Mads Clausens Museum fortæller historien bag verdenssuccesen Danfoss og om Danfoss-grundlæggeren Mads Clausen. Udstillingerne skildrer familien Clausen, virksomhedens spæde start og nuværende stade. Igennem Mads Clausens bolig kommer man ind i hans første kontor, hvor man ser Danfoss-grundlæggerens første
opfindelser og opdagelser samt en præsentation af gamle og nye Danfoss-produkter.

Også virksomhedens direktører og vækst gennem tiderne præsenteres. Ved rundgangens afslutning udløser de besøgendes bevægelser båndoptagelser med taler af Mads Clausen og Nordborgs borgmester.

Det indendørs Explorama har 50 aktiviteter, og er stedet,  hvor de besøgende inviteres til leg omkring begreberne kreativitet og intelligens. De får her en mulighed for at finde frem til deres form for intelligens, udfra Howard Gardners "Multiple Intelligences"-teori, om de 7 former for intelligens.

Fra 6. maj til 31. oktober har Danfoss Universe åbent hver dag mellem kl. 10 og 18. (dog juli måned hver dag mellem kl. 10-20).

Entreen for voksne og børn fra 7 år er Dkk. 110,00 og for børn fra fire til seks år Dkk. 95,00. Børn under fire år kommer gratis ind.

Det indendørs Explorama, Mads Clausen Museet, Café Spisekammeret, Butik og Seminar bygning er dog åbent hele året.

Danfoss Universe henvender sig til børnefamilier, skoleklasser, studerende og firmaer.

Danfoss ambitioner er at science- og oplevelsesparken skal vække og fremme unge menneskers begejstring og interesse for natur- og ingeniørfagene. Uden denne begejstring og interesse opstår der hurtig mangel på begavede teknikere, ingeniører og forskere. Danfoss Universe satser på menneskets vigtigste fornyelseskraft - legen - og giver børn og unge rig lejlighed til her at udforske deres evner og opdage deres kreativitet.

Parken er en gave fra Mads og Bitten Clausens Fond og har kostet mere end Dkk. 135 mill. og er den første af dens art i verden.

Danfoss Universe
Mads Patent Vej 1
6430 Nordborg
Tlf. 7488 9500
Fax 7488 9501

www.danfossuniverse.dk

Yderligere information kan rekvireres ved henvendelse til:
Adm. Direktør
Charlotte Sahl-Madsen
csm@danfossuniverse.com

 

 

Denne side er oprettet: 04.06.2007
Denne side er sidst opdateret: 04.06.2007
Skybrud.dk a/s