Vi kan kun høre analog lyd.
Al den lyd, vi kan høre, er analog lyd. Disse lyde er bølger i luft. Og det, vores ører opfanger, er som en sammenhængende flod med bølger og krusninger fra forskellige toner, overgange og lydstyrker.
Fra øret sendes signalet videre til hjernen, der bearbejder indtrykket.
Vores hjerne og sanser kan kun opfatte lyd, når den "rammer os" som den slags analoge signaler.
Computeren kan kun arbejde med digital lyd
For at kunne bruge lydbølgerne i den digitale verden, må man hakke dem op og oversætte dem til tal.
Det sker gennem stikprøver, som beskriver, hvor hurtigt og hvor kraftigt, bølgen svinger.
Du kender sikkert både den gode, digitale lyd fra CD-afspilleren og den noget dårligere lyd fra et nummer, du har hentet hurtigt på nettet.
Men hvorfor er der forskel på lydene?
Stikprøver er godt
Man får den bedste, digitale lyd med mange og gode stikprøver. Det kalder man også at sample.
Til CD-lyd sampler man 44.100 gange pr. sekund.
Hver sample fylder 16 bits. Og stereo kræver to kanaler.
En typisk sang på en CD fylder altså 44.100*16*2 bits = 1.411.200 bits pr. sekund.
Hvis alle disse nuller og 1-taller skulle skrives på papir, ville det fylde mere end 700 sider.
Selve stikprøvens kvalitet er bestemt af antallet af bits - til CD altså 16 bits. Det kalder man lydens bitdybde.
Hver bit kan have værdien nul eller 1. Derfor giver 16 bit 162 = 65.536 forskellige styrketrin for hver eneste sample eller stikprøve.
Lyden komprimeres, så den fylder mindre
Det kan være svært at få plads til alle sine sange på en MP3-afspiller.Og det tager lang tid, når man skal downloade dem.
Når du henter musik fra nettet, eller lægger dine CD'er ind på din MP3-afspiller, er lyden komprimeret, så den ikke fylder så meget.
Her er nogle af informationerne om lyden fjernet.
Det er gjort på en måde, så det påvirker musikken mindst muligt.
Der bliver hele tiden udviklet bedre måder at komprimere lyd på, så den bedste kvalitet fylder mindre.
MP3 er én form for kompression, som du sikkert kender.
Klik en kopi
Kopiering af musik er ikke noget nyt.
Men med den digitale lyd er det blevet meget nemmere at kopiere musik.
Samtidig er kopierne næsten ikke til at skelne fra originalen.
Du brænder lige en CD - du laver lige en MP3-fil, og du sender den måske videre via Internettet.
Det er altså både blevet lettere at få udbredt sin musik for en kunstner - men det kan også være sværere at sælge sin musik - fordi lytterne bare kan kopiere den.
Der er store interesser på spil indenfor musikbranchen.
Digital kopiering er en af flere årsager til det faldende pladesalg herhjemme.
Blandt andet derfor er der også lavet regler om, hvad man må og ikke må.
For eksempel må man gerne kopiere en original CD for at spille den i bilen eller i sommerhuset.
Men man må ikke kopiere videre fra en anden kopi, som du har fået af en kammerat.
Der er endnu flere regler på området - og hvis du overtræder dem, kan du blive straffet med en bøde.